Historien om W.D.R.

Transportvirksomhed og ø-leverandør

I 1998 udnævnte bestyrelsen skibsreder Axel Meynköhn til ny administrerende direktør for W.D.R.. Efter årtier med næsten uhæmmet vækst i turismen på øerne var det nu tid til at forberede virksomheden på ændrede forhold. Som det var tilfældet for 130 år siden, udføres opgaver inden for offentlig service på øerne og Halligen på et rent selvøkonomisk grundlag uden nogen form for offentlig finansiering.

W.D.R.'s aktiviteter dækker i dag fire områder: Föhr-Amrum-linjen (FAL), Hallig-linjen (HAL), udflugtstransport i samarbejde med partnerrederier og offentlig transport på Föhr og Amrum. W.D.R. driver i øjeblikket fem af sine egne bilfærger ("Nordfriesland", "Schleswig-Holstein", "Uthlande", den nybyggede "Norderaue", som blev sat i drift i 2018, og "Hilligenlei"). "Rungholt" blev solgt i oktober 2019). I alt 8 moderne køretøjer bruges til rutekørsel, tre ledbusser og en solobus kører på Amrum, yderligere fire solo- og ledbusser kører på Föhr.

I alt beskæftiger Wyker Dampfschiffs-Reederei Föhr-Amrum GmbH omkring 160 medarbejdere inden for alle driftsområder. Virksomheden har knap 315 aktionærer, hvis interesser repræsenteres af en bestyrelse på ni medlemmer. Som tidligere hovedaktionær har byen Wyk auf Föhr solgt en betydelig del af sin andel i de senere år, og nye aktionærer er kommet til som følge heraf.

Byen ejer nu 31,9 % af W.D.R. De nye aktionærer omfatter Norden-Frisia Beteiligungsgesellschaft med en andel på 39,7 %. Omvendt er W.D.R. aktionær i AG Reederei Norden-Frisia. Der er også et gensidigt aktionærforhold med Neue Pellwormer Dampfschiffahrts-GmbH.

W.D.R. udvider sine aktiviteter

I årene efter Anden Verdenskrig udviklede W.D.R.'s nuværende forretningsportefølje sig langsomt. I første omgang blev udflugtstransport føjet til linjetrafikken, og et par år senere ekspanderede rederiet også på land ved at overtage den offentlige transport på Föhr og Amrum. Den nuværende rederivirksomhed opstod i 1971, da W.D.R. fusionerede med Amrumer Schiffahrts-AG (ASAG). ASAG blev grundlagt i 1960 af kaptajn August Jakobs og fortsatte Jakobs-familiens tradition for at forsyne Hallig-øerne. Hallig-forsyningen var begyndt i 1905 med en båd fra Langeneß, senere blev et noget større sejlskib sat i drift.

Jakobs-familien levede igen op til deres pionerrolle i 1927, da de satte det moderne motorskib "Hilligenlei", som havde licens til 40 personer, i drift. Efter Anden Verdenskrig blev linjen Bongsiel - Langeneß - Hooge - Amrum regelmæssigt betjent, og Schlüttsiel blev senere den nye fastlandshavn på grund af inddæmningen af Bongsiel. I 1968 satte ASAG en moderne færge i drift, den 212 BRT store "Amrum", som kunne medtage 481 passagerer og 20 biler. Med overtagelsen af ASAG mistede W.D.R. også sin sidste konkurrent inden for transport til Amrum. Den overtagne "Amrum" fortsatte med at sejle mellem Schlüttsiel og Wittdün indtil 1991, før den blev erstattet af et nyt og større fartøj.

I 1971 lod W.D.R. sejlrenden ud for Dagebüll uddybe, så man kunne indføre en tidevandsuafhængig køreplan. Mellem begyndelsen af 1970'erne og midten af 1990'erne satte W.D.R. adskillige nybygninger i drift og tilpassede sig dermed de stigende transporttal. Nybygningsprogrammet blev afsluttet i 1995 med det nuværende flagskib "Nordfriesland", som - ligesom alle andre nye W.D.R.-skibe siden slutningen af Anden Verdenskrig - blev bygget på Husum-værftet. Det absolutte rekordår i selskabets historie var 1992, hvor W.D.R. transporterede over 2,25 millioner passagerer og 300.000 biler.

Det var dog et midlertidigt boom, som primært skyldtes den tyske genforening og et stort antal østtyske feriegæster.

De første feriegæster tager bilen med

Indtil 1920'erne var biler et marginalt fænomen på Föhr og Amrum, og det var først på dette tidspunkt, at ønsket om at tage biler med på ferie i stigende grad blev udtrykt. W.D.R. reagerede tidligt og lod "Nordfriesland" udstyre med et fordæk, som oprindeligt havde plads til én bil, men som efter en senere ombygning endda kunne bære fire biler. Mens biler andre steder stadig blev hejst om bord med lastebjælker, havde "Nordfriesland" allerede en slags direkte indkørsel: bilerne blev manøvreret om bord over smalle træplanker.

Ved høj eller lav vandstand skulle der overvindes betydelige højdeforskelle, da der på det tidspunkt ikke fandtes bevægelige landramper. Derfor turde ejerne af køretøjerne sjældent selv udføre lastningen. I de fleste tilfælde overlod de deres dyrebare bil til et besætningsmedlem og så spændt til, mens deres bil blev bragt om bord eller af. På grund af den stejle hældning ved ekstrem vandstand siges det, at et udstødningsrør eller en anden individuel del af og til er gået tabt, men ingen bil er nogensinde faldet i vandet. På trods af denne pålidelighed forblev biltransport til Föhr og Amrum undtagelsen snarere end reglen i 1930'erne. I hele kalenderåret 1932 blev der f.eks. kun transporteret 36 biler.

Til gengæld steg antallet af passagerer markant. På dette tidspunkt blev W.D.R. truet fra en anden side: Nationalsocialisterne planlagde at forbinde alle øerne i Nordfriesland til fastlandet via dæmninger, modelleret efter Hindenburg-dæmningen. Den direkte forbindelse skulle primært tjene militære formål; fremme af turisme eller en forbedring af forsyningerne til øboerne spillede kun en underordnet rolle i planerne. For W.D.R. ville realiseringen af dæmningsbyggeriet imidlertid have betydet, at man mistede sit forretningsgrundlag. Planerne blev ikke realiseret på grund af udbruddet af Anden Verdenskrig.

Krigen medførte også betydelige tilbageslag for W.D.R., og turismen til Föhr og Amrum gik stort set i stå i de sidste krigsår og i den umiddelbare efterkrigstid. W.D.R.-færgerne blev gentagne gange udsat for luftangreb; ved det alvorligste angreb den 10. juli 1944 døde 11 mennesker om bord på "Kapitäne Christiansen", og 23 andre blev såret, nogle af dem alvorligt. Derefter sejlede skibet kun uregelmæssigt indtil krigens slutning, for det meste om natten og uden belysning. I de første år efter krigen havde W.D.R. store problemer med at opretholde driften. Der var mangel på alt undtagen passagerer. Det var selvfølgelig ikke feriegæster, men sultne byboere, der kom til landbrugsøerne på Föhr for at købe mad. Valutareformen udløste dog en hurtig genopretningsproces, og allerede i begyndelsen af 1950'erne var antallet af feriegæster på de nordfrisiske øer steget markant.

Da de britiske myndigheder frigav den tidligere besatte ø Helgoland i 1952, oprettede W.D.R. en sæsonbestemt badeferieforbindelse fra Dagebüll, Föhr, Amrum og Sylt til den nu igen tyske højsø. I kerneforretningen, færgefarten fra Dagebüll til Föhr og Amrum, steg transporttallene kontinuerligt. I 1954 blev der allerede transporteret godt 2.000 biler, et rekordtal for den tid. I november 1952 blev den længe ønskede stenmole i Dagebüll færdiggjort, så W.D.R.-skibene kunne sejle meget mere pålideligt. Fornyelsen af rederiets flåde begyndte i 1950'erne. Det var frem for alt W.D.R.s administrerende direktør, Max-Eckart Wolff, der blev udnævnt i 1946, som korrekt genkendte tidens tegn og omstrukturerede W.D.R. med henblik på fremtiden.

Wolffs initiativ var især ansvarlig for tildelingen af kontrakten på den første færge baseret på ro/ro-princippet i sommeren 1961. Den 30. juni 1962 kunne W.D.R. sætte dette skib i drift som "Pidder Lyng" mellem Dagebüll, Wyk og Wittdün. Den 41,60 meter lange færge havde plads til 200 passagerer og 36 biler. I de følgende år blev flere færger sat i drift, mens ældre enheder gradvist blev udfaset. "Nordfriesland", bygget i 1927, forlod flåden i 1963 efter 36 års tjeneste.

W.D.R - leverandør af forsyninger til øerne siden 1885

Alle, der har været på Föhr, Amrum, Hooge eller Langeneß, ved, hvor vigtig færgetransporten er for et velorganiseret liv på de nordfrisiske øer og Halligen. Missionen som forsyningsselskab for øerne løber som en rød tråd gennem W.D.R.'s nu 125-årige historie.

Oprindelsen til den nuværende færgefart kan spores tilbage til det 17. århundrede. Regelmæssige skibsforbindelser mellem fastlandet og øerne Föhr og Amrum er blevet dokumenteret siden 1662. Fra midten af 1830'erne oplevede disse forbindelser et langsomt opsving i takt med, at badebyen Wyks popularitet steg. I midten af 1800-tallet kom der allerede over 1.000 gæster om året til den næstældste badeby i Slesvig-Holsten, og den danske kong Christian VII tilbragte også sin sommerferie her flere gange. I 1872 åbnede Wyk Ferry Co-operative for første gang en rute mellem Wyk og Dagebüll med sit dampskib "Föhr Et Dagebüll". Selvom komforten på 1800-tallets skibe endnu ikke kunne sammenlignes med nutidens standard (transport af husdyr var en vigtig indtægtskilde, og nogle gange rejste passagerer, får og køer på det samme skib), kom flere og flere feriegæster til Föhr for at slappe af i den sunde Nordsøluft. Den blomstrende kurbadsturisme var et lykketræf for den engang så fattige ø.

I midten af 1880'erne indså nogle fremsynede borgere i Wyk, anført af kaptajn Steffen-Heinrich Boetius, at der var behov for et nyt, større og mere moderne passagerskib på grund af den stigende turisme. I begyndelsen af 1885 mødtes disse interesserede parter for at realisere deres planer - nutidens W.D.R. var født. Den 14. marts 1885 mødtes 33 borgere, anført af kaptajn Boetius, endelig på "Redlefsens Hotel" i Wyk for at beslutte at stifte Wyker Rhederei-Gesellschaft. I referatet fra den konstituerende "generalforsamling" i det nye selskab står der blandt andet: "Der var 33 deltagere til stede, og det blev besluttet at købe et dampskib med to skruer så hurtigt som muligt til en pris på 36.000 mark. Indtil videre skal skibet sejle til Sild 2 til 3 gange om ugen for at forbinde sig med de salondampere, der kører fra Hamborg via Helgoland - Norderney til Wyk. På ugens øvrige dage skal skibet bruges til fornøjelsesture til Dagebüll, Amrum osv.". Protokollen, som stadig opbevares i W.D.R.s arkiv i Wyk, dokumenterer også, at de 33 tilstedeværende borgere straks tegnede sig for i alt 22.500 mark og betroede kaptajn Boetius, en hr Tantau og en maskinist Wulff med ordren på det nye skib. I begyndelsen af sommersæsonen 1886 var tiden endelig inde: Det nye skib blev sat i drift under navnet "Nordfriesland".

I begyndelsen sejlede skibet til Sild flere gange om ugen, som det var blevet besluttet et år tidligere, men derudover blev det hovedsageligt brugt til at sejle til det slesvig-holstenske fastland. Betegnelsen "fornøjelseskrydstogt" for ruten til Dagebüll indikerer, at denne rute stadig var en udflugt på det tidspunkt og ikke kunne sammenlignes med linjetrafikken i dag. Faktisk rejste mange badegæster stadig med dampskib fra Hamborg, og det var først, da jernbaneforbindelsen blev færdig i 1895, at Dagebüll gradvist udviklede sig til den vigtigste fastlandshavn for øtrafikken. Wyker Rhederei-Gesellschaft var i begyndelsen i direkte konkurrence med to andre rederier i trafikken mellem Wyk og Dagebüll. Men ikke mindst takket være sit moderne skib var det hurtigt i stand til at hævde sig på markedet og overtage sin vigtigste konkurrent, Wyker Fährgenossenschaft, kun seks måneder efter at have startet driften. Da Föhrer Dampfschiffahrts-Gesellschaft også gik i likvidation næsten tre år senere, i 1889, var Wyker Rhederei-Gesellschaft uovertruffen. Det skiftede navn til "Wyker Dampfschiffs-Rhederei-Gesellschaft mit beschränkter Haftung", og det var først mange år senere, at virksomheden fik sit nuværende navn, Wyker Dampfschiffs-Reederei Föhr-Amrum GmbH. Fra da af drev W.D.R. alene tjenesten til Föhr, mens det fortsatte med at konkurrere med andre udbydere til Amrum indtil 1971.

W.D.R. udvidede sin færgeforbindelse til Föhr med stort engagement. I juli 1895 blev den smalsporede jernbane mellem Niebüll og Dagebüll taget i brug, hvilket forbedrede transportforbindelserne til fastlandshavnen betydeligt. Denne jernbane, som blev finansieret i fællesskab af Niebüll kommune, byen Wyk og provinsen Slesvig-Holsten, var med til at sætte skub i kurbadsturismen på Föhr, som fortsatte indtil udbruddet af Første Verdenskrig. I 1908 satte W.D.R. sit nye flagskib, damperen "Föhr-Amrum", i drift. Dette skib på 211 BRT kunne allerede transportere 470 passagerer og blev betragtet som et stort kystpassagerskib efter datidens standarder. Wyk nød især godt af turismen, hovedkvarteret for W.D.R. voksede og fik endda byrettigheder i 1910.
Første Verdenskrig satte en foreløbig stopper for opsvinget i badebyturismen, og W.D.R. måtte konstatere faldende passagertal. I 1918 overtog byen Wyk auf Föhr 75% af selskabets aktier. Et par år senere blev indbyggerne på Föhr og Amrum konfronteret med et nyt byggeprojekt, som ikke berørte dem direkte, men som fik dem til at frygte for deres konkurrenceevne som ferieregion: Byggeriet af Hindenburg-dæmningen til Sylt begyndte i 1924. Föhr og Amrum reagerede hurtigt og beslutsomt for at imødegå den overhængende konkurrencemæssige ulempe ved denne nye dæmningsforbindelse. Allerede i vinteren 1925/1926 blev den lille jernbane fra Niebüll til Dagebüll ombygget til normalspor, så der fra sommersæsonen 1926 kunne køres direkte tog med normalsporede vogne til Dagebüll. Rejsetiden fra Berlin, rigets hovedstad, til fastlandshavnen var nu kun ni timer. Samtidig med at den ombyggede lille jernbane blev sat i drift, bestilte W.D.R. en imponerende ny bygning fra et skibsværft i Hamborg. I juni 1927 fik man leveret sit nye flagskib, "Nordfriesland". Det 285 BRT store, næsten 40 meter lange og 7,80 meter brede skib kunne medtage 740 passagerer. Men den 11 knob hurtige "Nordfriesland" havde endnu et højdepunkt i vente: Det var W.D.R.'s første skib, der transporterede biler.